Kim

Начало книги

Han sad — på trods af regler og politibestemmelser — overskrævs på kanonen Zam-Zammah på dens murstensplatform lige over for det gamle Ajaib-Gher — Vidunderhuset, som de indfødte kalder museet i Lahore. Den, som ejer den ”ildsprudende drage” Zam-Zammah, ejer Punjab, for den store, grønne bronzekanon er altid erobrerens første bytte.

Der var en vis undskyldning for Kim — han havde sparket Lala Dinanaths dreng ned fra kanonens tapper — i den omstændighed, at englænderne ejede Punjab og Kim var englænder. Skønt solen havde brændt hans hud så sort som nogen indfødts, skønt han foretrak at tale de indfødtes sprog og talte sit modersmål på en afbrudt, usikker måde og med fremmed accent, skønt han omgikkes basarens smådrenge aldeles som ligemænd — var Kim alligevel hvid, en fattig hvid af de allerfattigste. Den kvinde af blandet race, som havde opsyn med ham (hun røg opium og foregav at drive en marskandiserbod på torvet, hvor de billige droskers holdeplads er) fortalte missionærerne, at hun var Kims moster. Men hans moder havde været barnepige i en oberstfamilie og havde ægtet Kimball O’Hara, en ung fanesergeant i det irske regiment ”Maverickerne”. Han fik senere ansættelse ved Sind, Punjab og Delhijernbanen, og hans regiment rejste hjem uden ham. Konen døde af kolera i Firozipur og O’Hara slog sig på flasken og på at drive hid og did langs banelinjen med den klarøjede, tre år gamle dreng. Velgørende foreninger og præster, som ville barnet vel, forsøgte at indfange ham, men O’Hara gled ud af deres hænder, indtil han traf den opiumrygende kvinde, der gav ham smag for opium, hvorefter han døde, som fattige hvide mænd dør i Indien. Hans efterladenskaber bestod i tre dokumenter. Det ene kaldte han sit ”ne varietur”, fordi disse ord stod skrevet under hans underskrift.

Читать дальше →